Skip to main content Skip to footer

Vedtægter

§ 1. Foreningen er stiftet af en kreds af organisationer, myndigheder m.v., der aktivt har arbejdet for etablering af en dansk organisation for ITS (Intelligente Transport Systemer).

Foreningens navn er: ITSDanmark
Foreningens hjemsted er: 
Ballerup kommune

 

§ 2. Formålet med ITSDanmark er, at det skal være det naturlige forankringspunkt for alle ITS interesser i Danmark.

ITSDanmark skal koordinere og udbrede viden om og erfaring fra etablering og drift af ITS i Danmark. Det er ITSDanmarks mål, at ITS bliver et almindeligt anvendt virkemiddel i trafikken med henblik på at øge trafiksikkerheden og fremkommeligheden, reducere miljøbelastningen samt informere trafikanter før, under og efter rejsen.

Herunder skal ITSDanmark:

  • Understøtte videns- og erfaringsudveksling om ITS - også på tværs af transportformerne
  • Udbrede kendskabet til anvendelse og nytte af ITS
  • Promovere ITS
  • Understøtte netværksdannelsen inden for ITS
  • Understøtte forskning og udvikling inden for ITS-området

 

§ 3. Foreningens formål søges bl.a. løst ved

at udarbejde oplæg og indspil til de politiske processer

at gennemføre medlemsmøder, konferencer, seminarer, virksomhedsbesøg og etablere netværk

at iværksætte aktiviteter af anden art end ovenfor nævnt, som efter bestyrelsens skøn tjener til at fremme formålene, herunder udsende nyhedsbreve og oprette hjemmeside

at deltage – i muligt omfang – i relevante nationale og internationale fora

 

§ 4. Som medlemmer kan optages myndigheder, organisationer, virksomheder, uddannelses- og forskningsinstitutioner samt enkeltpersoner, der beskæftiger sig med ITS.

Alle medlemmer skal godkendes af bestyrelsen.

Opsigelse af medlemskabet skal ske med 3 måneders varsel til udgangen af et kalenderår.

Foreningens sekretariat fører en liste over samtlige medlemmers navne og adresser. Det påhviler medlemmerne at give sekretariatet meddelelse om adresseændring.

Medlemmer med fælles faglig interesse kan danne faggrupper i ITSDanmark og efter nærmere aftale få administrativ assistance fra sekretariatet.

Medlemmerne kan alle drage nytte af medlemsfordelene i ITSDanmark, herunder modtage udsendelser og indbydelser til deltagelse i relevante workshops, konferencer, på-vej-hjem møder m.m., der er åbne for ITSDanmark medlemmer.

Medlemmer har ikke krav på foreningen om tilbagebetaling af kontingent ved medlemskabets ophør. Den ordinære generalforsamling fastlægger et årligt kontingent for det kommende år.

 

§ 5. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed, hvor disse vedtægter ikke foreskriver andet. På ethvert stemmeberettiget medlems forlangende afholdes skriftlig afstemning.

Ved kontingentrestance har et medlem ikke stemmeret.

Stemmeret kan udøves ifølge fuldmagt, dog kan intet medlem afgive mere end 2 stemmer ifølge fuldmagt. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i april.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen bestemmer det, eller når mindst ¼ af de stemmeberettigede medlemmer fremsætter skriftlig begæring til bestyrelsen derom. En sådan begæring skal indeholde de forslag, som ønskes behandlet og generalforsamlingen skal afholdes inden 5 uger efter, at bestyrelsen har modtaget begæringen.

Til generalforsamlingen indkaldes medlemmerne med mindst 3 ugers varsel ved brev, som indeholder dagsorden med eventuelle forslag.

 

§ 6. Dagsorden for den ordinære generalforsamling er følgende:

  1.    Valg af dirigent
  2.    Beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år
  3.    Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
  4.    Forelæggelse af budget til godkendelse og fastsættelse af kontingent.
  5.    Forslag fra bestyrelsen.
  6.    Forslag fra medlemmerne
  7.    Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
  8.    Valg af revisor og revisorsuppleant
  9.    Eventuelt

Forslag fra medlemmerne skal være indgivet skriftligt til bestyrelsen senest 1. februar for at kunne blive behandlet på generalforsamlingen.

Der føres protokol over det på generalforsamlingen passerede.

 

§ 7. Bestyrelsen består af 7 til 9 medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen. Dog vælges 1 af disse medlemmer for 1 år hvis der er 6 medlemmer på valg, således at 3 til 4 respektive 4 til 5 medlemmer afgår efter tur hvert år.

Der vælges indtil 3 suppleanter til bestyrelsen. 1., 2. og 3. suppleant vælges for et år ad gangen. Valgbare til bestyrelsen er stemmeberettigede medlemmer, der er fyldt 18 år.

Genvalg kan finde sted.

Ved indtrædelse i bestyrelsen imellem to ordinære generalforsamlinger overtager den indtrådte suppleant den valgperiode, der måtte være gældende for det medlem, der er blevet suppleret.

 

§ 8. Bestyrelsen konstituerer sig selv med bl.a. formand og næstformand. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsesarbejdet er ulønnet. Bestyrelsen kan dog i konkrete tilfælde bevilge rejsegodtgørelse.

Et bestyrelsesmedlem er inhabil, når der skal træffes beslutning, indgås aftaler m.v. om forhold, hvor opgaver skal udføres af et medlem af ITSDanmark, som det pågældende bestyrelsesmedlem repræsenterer.

Der føres protokol ved bestyrelsesmøderne.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede.

Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens – og i dennes fravær næstformandens – stemme afgørende.

 

§ 9. Bestyrelsen har den daglige ledelse af foreningen og træffer med bindende virkning beslutning i foreningens anliggender.

Foreningen tegnes af formanden – og i dennes forfald næstformanden - samt ét andet af bestyrelsens medlemmer i forening.

Bestyrelsen kan meddele prokura.

 

For de af bestyrelsen på foreningens vegne indgåede forpligtelser hæfter alene foreningens formue.

Bestyrelsen sørger for, at foreningens fulde navn oplyses, når der indgås aftaler på foreningens vegne.

Bestyrelsen kan anvende foreningens midler til sekretariatsbistand. Aftaler om sekretariatsbistand dokumenteres og styres via kontrakter.

 

§ 10. Foreningens regnskabsår går fra 1. januar til 31. december.

Det reviderede regnskab udsendes til medlemmerne sammen med indkaldelse til generalforsamlingen.

 

§ 11. Til vedtagelse af ændringer i disse vedtægter og til beslutning om foreningens opløsning kræves, at mindst 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer er repræsenteret på generalforsamlingen, og at mindst 2/3 af de repræsenterede medlemmer stemmer for forslaget.

Såfremt der ikke er 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer repræsenteret på generalforsamlingen, men forslaget dog er vedtaget af 2/3 af de repræsenterede medlemmer, udsender bestyrelsen ved brev indkaldelse til en ny generalforsamling senest 5 uger efter den ordinære generalforsamling og med mindst 3 ugers varsel. Indkaldelsen indeholder dagsorden med eventuelle forslag. Forslag kan her vedtages med almindelig stemmeflerhed blandt de repræsenterede medlemmer, uanset disses antal.

 

§ 12. Generalforsamlingen træffer afgørelse om eventuel opløsning af foreningen. Hvis foreningen opløses, træffer generalforsamlingen ved simpel stemmeflerhed beslutning om den nærmere fremgangsmåde i forbindelse med afvikling af foreningens forhold.

Et evt. overskud efter afviklingen skal anvendes til fremme af et alment trafiksikkerhedsmæssigt formål.

Vedtaget på generalforsamling i Vejle 22. april 2004, opdateret med seneste ændringer vedtaget på den ordinære generalforsamling 26. april 2006 samt med ændringer vedtaget på ordinær generalforsamling 21. april 2022 og ekstraordinær generalforsamling 31. maj 2023.